Kunstmaler

Per Møller Larsen

Kunstmaler

Jeg er naturalist, dvs. jeg ser verden ud fra en naturalistisk synsvinkel, hvilket også afspejler sig i mine billeder. Jeg elsker at sidde i naturen og male.
Oprindeligt er jeg uddannet i den grafiske branche med en uddannelse på den Grafiske Højskole og senere Akademiet for fri og merkantil Kunst i København som reklametegner.

Der er svært at sige, hvornår det egentligt startede, men jeg har altid haft lyst til at udtrykke mig i billeder. Jeg kan huske, at når jeg som typograf havde sat trykmaskinen i gang med at arbejde, sad jeg ofte og tegnede. Gennem tiden har jeg haft mange forskellige forbilleder bl.a. van Gogh, Emil Nolde og Turner.
I kunsthistorisk sammenhæng har jeg nok set mest op til Michelangelo og Leonardo da Vinci.

Rundt omkring i verden

Jeg har været på mange studierejser, bl.a. til England. Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig, Spanien og Grækenland. Herhjemme har jeg ofte været på Skagen for at se nærmere på Skagensmalerne og på Fyn for at se Fynsmalerne. Jeg kommer ofte på de danske øer, som f.eks. Lyø, Fanø, Læsø, Ærø og Langeland. Samsø er nok det sted jeg har laver flest billeder. Jeg holder meget af at tegne og male på Samsø, der er f.eks. ved gadekæret i Nordby og Nordby bakker.

Jeg laver gerne billeder fra lokalområdet, f. eks. Gribskov, Frederiksborg Slot eller naturen omkring Hillerød. Når jeg sidder og maler i naturen, føler jeg at jeg sidder midt i alle farverne. For det meste laver jeg en akvarel på stedet og arbejder videre med motivet, når jeg kommer hjem i mit atelier.

Undervisning i malerkunst er efterhånden blevet en stor del af mig. Jeg har nu undervist i 42 år i LOF aftenskole. Jeg elsker at undervise. Mine hold er meget eftertragtede. Herudover har jeg også privatelever, som kommer med mere specifikke ønsker. Jeg afholder kurser for særligt indbudte personer.

Billeder skal ses, så kom og se mine billeder. Jeg tager gerne mod bestillinger.

Til dato har jeg nok lavet omkring 1000 tegninger og malerier. Du er altid velkommen til at ringe til mig, hvis du vil se nogle af mine billeder og mit dejlige atelier, Galleri Per Møller, dagligt åbent fra 12.00 til 17.00 eller efter aftale.